Omsæt kollegasnak til effektiv kollegial sparring

I en organisation er det uhyre vigtigt, at der er kollegiale relationer, hvor frustrationer kan komme ud, og hvor fx en projektleder kan lufte sine bekymringer og finde samhørighed med en kollega, som lytter forstående.

Du kender det sikkert – på vej hen efter dagens tredje kop kaffe stoppes du af en af dine kolleger med et ”Har du lige fem minutter”? Og ja, det har du selvfølgelig.

Din kollega kommer lige fra et styregruppemøde, hvor hun igen er blevet overrasket og formentlig lettere frustreret over tonen på mødet, en beslutning, håndtering af projektets udfordringer, eller noget helt andet. Under alle omstændigheder trænger hun til at få luft, og eftersom I to har et godt forhold til hinanden, og I kender hinandens projekter, er det ofte dig, hun tyr til, når hun har ”brug for luft”.

Min mission med denne artikel er at opfordre til en ”længerevarende bæredygtighed” i den kollegiale sparring samt at udnytte de gode relationer til fælles kompetenceudvikling.

Herunder også at projektlederne skal droppe opfattelsen af sig selv som ensomme cowboys med helt unikke problemer, som de selv bør løse.  Min påstand er, at en forstående, trøstende og bekræftende respons til den frustrerede nogle gange er en misforståelse. En udfordrende tilgang og en insisteren på at se ”sagen” fra flere sider kan ofte være langt mere hjælpsomt og produktivt.

Aftale om kollegial sparring

Det kræver i første omgang, at de to kolleger har indgået en aftale om, at det er i orden at udfordre, og at det er i forskellige perspektiver ”rundt om” problemet, at løsningen evt.

kan findes. I en sådan relation kan to kolleger dyrke ”situationsbestemt kompetenceudvikling”, idet de anvender deres egne oplevelser som cases til refleksion, undersøgelse og læring. Hvis de også inddrager andre kolleger i denne aftale vil perspektiver og refleksioner (og dermed erfaringer) blive mangfoldige. Der er klart en tendens til, at den læring, du selv uddrager af dine erfaringer, får en ekstra kvalificeret dimension, når du deler den med andre.

Prøv det gerne!

For at den kollegiale sparring skal fungere, er der en række forhold – ud over aftalen – som skal være på plads:

Der skal være fortrolighed mellem parterne. Det er essentielt, at det, der siges, bliver imellem os og i dette fortrolige rum, som vi har skabt. Den ”anden” kollega skal påtage sig rollen som ”en guide”, der leder rejsen rundt om problemstillingen. Guiden skal have fokus på de forskellige vinkler, der er, og skal sikre, at de relevante vinkler bliver afdækket, samt at eventuelle blinde vinkler bliver synlige, og at allerede kendte og gennemarbejdede vinkler ikke kommer til at fylde for meget.

Guiden skal styre refleksionerne således, at der er tilstrækkelig afdækning, undersøgelse og perspektivering, inden man går efter at finde en løsning eller en aktionsmulighed. Vær også opmærksom på, om det er nødvendigt at finde en løsning eller en aktion? Det kan måske vente til en anden dag.

Guidens særlige ansvar

Guiden har et særligt ansvar for, at begge undgår at bruge for lang tid på at være frustrerede og/eller på ”at xx er også altid sådan og sådan”.

Ligesom guiden skal finde konstruktiv anvendelse for sine egne erfaringer og perspektiver uden at fortabe sig i, hvor klogt han selv kunne have løst problemet.

Begge har en forpligtelse til at gå i metaperspektiv efterfølgende og uddrage en generel erfaring eller læring af problemstillingen, som begge kan tage med sig i deres erfaringsrygsæk. Som professionel projektleder – som måske oven i købet er eller skal IPMA certificeres – kan begge også forholde sig til hvilke kompetenceelementer fra NCB’en, som er relevante for denne læring.

Forskellige spørgsmål

Der er en række forskellige spørgsmål, som er brugbare for guiden (se nedenfor). Når man har prøvet det flere gange, bliver det nemmere og mere naturligt at veksle imellem spørgsmålene, og samtidig være til stede i samtalen.

Hvorimod en uøvet guide kan have brug for at følge en interview-guide mere mekanisk. Det er vigtigt at understrege, at guiden med sine spørgsmål kan dreje samtalen i mange forskellige retninger. her er det igen vigtigt, hvilken aftale der er indgået imellem kollegerne. Holder vi os stramt til konkrete problemstillinger?

Udfordrer vi os selv og hinanden på vores rygmarvsreflekser? Er personlige præferencer gode og værd at beholde? Vil vi berøre vores inderste værdigrundlag og normer? Vil vi kun behandle projektstyringsrelaterede udfordringer, eller vover vi at se på vores lederegenskaber? Søger vi løsninger, der ligger lige for og er prøvet før, eller tør vi eksperimentere?

Der er professionelle coaches, der er mentorordninger, der er netværksgrupper, der er psykologsamtaler osv. og hver ting til sin tid. Men der er også kollega sparring, som kan passes ind i hverdagen, og som med den gode aftale kan være yderst brugbar og hjælpsom i hverdagen. Det er bare om at komme i gang. Kun en tåbe tumler alene.